I udkanten af byen, under de tungt hængende skyer af en bidende kold vinteraften, ligger et gammelt værtshus. Det er en bygning, hvis vægge har absorberet årtiers historier, hvis slidte trægulv knirker under vægten af utallige skæbner. Herinde sidder en mand alene ved et vinduesbord, hvor han har udsigt til en gade, der glimter fugtigt under gadelampernes skær. Hans plads ved bordet er i hjørnet, hvor kulden kryber ind fra sprækkerne rundt om en gammel dør, der ikke helt kan lukke udeverdenen ude.
Manden, midt i sine bedste år, er klædt i en tynd frakke, mere egnet til en mild efterårsdag end en frostklar vinter. Han tager endnu en slurk af sin Hof, en øl, der for et øjeblik varmer hans strube, men som ikke kan fordrive kulden, der har bidt sig fast indeni ham. Hans hænder omfavner glasset, ikke kun for at drikke, men for at stjæle lidt varme fra det. Hver tår bliver en kamp mod kulden, der synes at have slået lejr i hans knogler.
Omkring ham er værtshusets andre gæster fordybet i deres egne samtaler. Deres stemmer blander sig med lyden af poolkugler, der støder sammen, og sporadiske latterudbrud. Men denne baggrundsstøj når ham som gennem en tåge; han er isoleret i sin egen verden af kulde og ensomhed.
Efter flere øl og stigende kulde hæver han endelig blikket og søger efter kromutter, ejeren af værtshuset. Hun er en kvinde med et hjerte så stort som hendes fysiske fremtoning, kendt for både sin håndfaste styring af baren og sin evne til at mærke sine gæsters behov, ofte før de selv gør det. Da hun ser mandens situation, hans let rystende hænder og blege kinder, nærmer hun sig ham med et bekymret blik.
“Er du okay, skat?” spørger hun med en stemme, der rummer lige dele omsorg og autoritet. Manden nikker stift, men hans tænder klaprer svagt. “Det trækker lidt,” formår han at sige, stemmen svagere end han havde tænkt.
Uden yderligere ord går kromutter beslutsomt hen til radiatortermostaten, der sidder på væggen ved siden af baren. Hendes fingre drejer behændigt på den lille enhed, og snart begynder en behagelig summen at sprede sig i lokalet. Varmen fra radiatorerne vokser gradvist og begynder at trænge gennem den kolde luft, der har lagt sig som en dyne over rummet.
Manden føler en let lettelse, da varmen langsomt begynder at genoplive hans stivnede krop. Hans taknemmelighed overfor kromutter udtrykkes i et genert smil, som hun besvarer med et nikkende hoved, inden hun vender tilbage til sin post bag baren.
Nu, med varmen sivende ind i alle hjørner af rummet, begynder mandens tanker også at tø op. Han bemærker, hvordan de andre gæster ser mindre fjendtlige ud, mere som følgesvende i livets udfordringer end som fremmede. Han overvejer at starte en samtale, måske dele en runde drinks. Kulden udenfor er ikke længere en så overvældende trussel; den indre kulde er begyndt at vige.
Dette værtshus, som han så ofte har søgt tilflugt i, føles pludselig mere som et hjem, et sted med varme ikke kun fra radiatorerne, men også fra de mennesker, der deler sin rummelighed. I takt med at aftenen skrider frem, bliver mandens hjerte varmere, og han føler, måske for første gang på længe, at han ikke er alene. Varmen ved venskab og fællesskab begynder langsomt at erstatte ensomhedens kulde, og i dette lille øjeblik, takket være et drej på en radiatortermostat, ændres alt.
